Blog

Er jeg illoyal?

Folk, der kommer til mig med forskellige problemstillinger i deres liv, synes ofte det kan være svært, når samtalen falder på deres forældre og forældrenes rolle i deres opvækst

Mange føler, at de ved at tale om forældrene, udleverer dem, og at de på en måde er illoyale overfor dem. For det er jo sjældent, fordi de ikke elsker deres forældre, at de er her for at tale om problemer i deres liv.

Når vi vælger at gå i terapi som voksne, så er både barndommen og ungdommen et overstået kapitel, som ingen kan gøre om. Når terapeuten alligevel nogen gange hiver fortiden frem, er det ikke for at hænge forældrene ud eller fordele skyld men for at give klienten en dybere forståelse af sig selv og mulighed for at kunne skelne mellem fortiden og nuet.

Ofte gentager vi nemlig historier fra vores opvækst, vi viderefører gamle overbevisninger og mønstre, som helt sikkert var konstruktive i vores opvækst men som i dag ikke bringer os noget godt, fordi vi kommer til at stå i vejen for os selv, ude trit med virkeligheden. Vi handler faktisk, som om vi stadig befandt os i fortiden. Det at kunne skelne mellem fortid og nutid er vigtig for at kunne tage ansvar for det liv, vi befinder os midt i i dag.

Jeg er sikker på, at alle forældre har gjort det bedste de kunne i forhold til deres børn. Jeg tror ikke, at der er forældre som ikke vil deres børn det bedste og som ikke ønsker, at det skal gå deres børn godt.

Desværre evner forældre ikke altid at dække barnets behov fuldtud og være til stede for barnet. Derfor kommer de fleste af os ud af barndommen med større eller mindre sår på sjælen.

Når talen derfor falder på opvæksten i terapien, er fokus ikke forældrene som sådan men på, hvordan klienten oplevede det at være barn, og de erfaringer de bærer med sig der fra.

Den viden giver klienten mulighed for at forholde sig til nutiden på mere hensigtsmæssige måder, og samtidig at være mere forstående og omsorgsfuld overfor sig selv.

Del denne artikel